Denne artikel har været bragt som kronik i Gymnasieskolen d. 25. februar 2015
Af
Mads Strarup, gymnasielærer Københavns åbne Gymnasium og
Signe Voltelen, arkitekt og urban farmer, indehaver af OPENgardenCPH
I den verserende lovgivningsdebat om fremtiden for den danske gymnasieskole synes særligt en type argumenter at blive anvendt – de rent kvantitative: Hvor mange skal gå i gymnasiet? Hvad skal man minimum have af karakter i dansk og matematik? 02, 4 eller 7? Hvad skal studenter kunne, når de står med huen på hovedet? Og hvor hurtigt kan vi få dem ind på en videregående uddannelse? Men denne substantielle gymnasiedebat halter, idet ingen – eller i hvert fald meget få – ytrer sig kvalitativt om, hvad gymnasiet skal indeholde i de tre år, hvor vi har de unge mennesker under vores vinger. Hvad vil vi som samfund med gymnasieskolen? Hvilken type borger – ud over en, der besidder en række faglige kompetencer – vil vi gerne have ud i den anden ende?
Siden gymnasielovgivningen af 1958 – også kaldet den røde betænkning – har gymnasieskolens kvalitative idealer sværmet omkring begreber som mellemfolkelighed, samfundsengagement, demokrati. Det er dog vores påstand, at dette overordentligt positive uddannelsesmæssige grundsyn ikke i sig selv er tilstrækkeligt i en verden, hvor der ikke kun er demokratiske udfordringer at slås med, men hvor fremtidens borgere også vil stå over for en række omfattende klimamæssige og omstillingsmæssige udfordringer af hidtil uhørt størrelse.
Generationsegoister
Netop 2015 markerer tiåret for FN’s uddannelsesprogram Uddannelse for bæredygtig udvikling, der siden 2005 har lagt vægt på nødvendigheden af, at generationer af unge mennesker verden over har skullet oplæres til en form for bæredygtig dannelse. En vision, der er til at føle på. Desværre er denne vision kun i meget begrænset omfang nået ud til de danske gymnasieelever.
Som Jørgen Steen Nielsen har fremlagt det i bogen Den store omstilling, og som canadiske Naomi Klein beretter om i sin nyeste udgivelse Intet bliver som før: Kapitalisme versus klima, så har verdenssamfundet i den mellemliggende periode siddet eftertrykkeligt på hænderne, hvorfor vores økosystem stadig står over for voldsomme udfordringer. Med den hastighed i klimaforandringerne og de deraf afledte havvandsstigninger går der ikke mange årtier, førend det igen bliver muligt at tage sig en dukkert fra Gammel Strand i indre København.
Hvis klimaet havde et sprog, hvad ville dets varme vintre og dets somres skybrud så fortælle os: Stop! Vend om! Gør det modsatte af, hvad I gør! Men hvad gør vi? Vi fortsætter ufortrødent vores skadende adfærd med et klimaignorant smil trukket ud over ansigtet. På denne baggrund er der således massivt behov for en gymnasieskole, der tager den manglende bæredygtige dannelse seriøst.
Men hvorfor er der ikke sket en ændring? Hvorfor vender udviklingen ikke, idet flere og flere mennesker bliver bevidst om udfordringens omfang og nødvendighed? Svarene på disse spørgsmål er givetvis mange og kan variere fra person til person, men et bud er, at konsekvenserne ikke rammer os selv lige nu og her. Slår man sig over fingrene med en hammer, så rammer smerten øjeblikkeligt, men CO2-udleder man tur/retur til New York to gange årligt, så går der 50 år, før konsekvenserne indfinder sig – og til den tid har enhver glemt sit ansvar et halvt århundrede forinden. Nutidens menneske er således en slags generationsegoist uden blik for konsekvenser for kommende generationer. Og det er her, at gymnasieskolen kommer på banen. Gør bæredygtighed til gymnasieskolens kvalitative vision. I et land, hvor vi ikke er bange for at erklære, at vi bruger vores udenrigspolitik aktivistisk, bør vi også bruge vores gymnasielovgivning aktivistisk og således blankt erkende, at vi ønsker at forme en særlig type menneske: den økologisk bevidste samfundsborger.
Inspiration fra efterkrigstiden
Kan det lade sig gøre? Kan vi overhovedet vende udviklingen? Entydigt ja! Mennesket er en særlig størrelse, der er parat til at efterlade etablerede adfærdsnormer, hvis fidusen i det er åbenlys – og tager man et lille blik tilbage i fortiden, vil man forstå, at fremtidige ændringer er mulige. Tændsatsen til forandringer finder vi ofte i forbindelse med en eller anden for form krisesituation, hvor folk er blevet en række erfaringer rigere og således er vidende om, at fremtiden nødvendigvis må tage sig anderledes ud end fortiden. En sådan krise oplevede vi i store dele af Europa i efterkrigsårtierne, hvor de antidemokratiske rystelser fra totalitarismens hærgen under Anden Verdenskrig var ved at blive en del af den kollektive erfaringsbank. Aldrig mere ville man have en befolkning, der var så autoritetstro, at nazismens og fascismens lederskikkelser ukritisk kunne etablere sig som despotiske diktatorer, der lod hånt om demokrati, ligeværd og medmenneskelig tolerance.
For at imødegå denne tendens tog man folkeskolen og gymnasieskolen til hjælp og indskrev i lovgivning og formålsparagraffer, hvorledes disse uddannelsesinstitutioner fremover skulle hvile på en uddannelsestrekant bestående af demokratisk sindelag, mellemfolkelig forståelse og samfundssind. Helt konkret bevirkede det blandt andet, at man fjernede det lille katederpodium, hvorfra læreren docerede sin overlegne viden til de uvidende elever. Nu skulle læreren være i øjenhøjde med eleverne, hvorfor det ikke længere var udenadslære og gengivelse af lærerens viden, der blev honoreret, men snarere evnen til diskussion og således også en mulig tilsidesættelse af lærerens alvidende autoritet. Alt sammen tiltag i den demokratiske dannelses navn, som sidenhen har gjort Danmark til et af de mest velforankrede demokratier i verden. K.B. Andersen, forhenværende undervisningsminister med mere, sammenfattede tankegangen aforistisk: ”Det væsentlige for den demokratiske opdragelse bliver at lære mennesker at være sig selv uden at være sig selv nok.”
Måske skulle vi tage ved lære af, hvordan befolkningen i efterkrigstiden brugte en afsluttet krisesituation til at korrigere retningen for fremtiden. Måske skulle vi gøre ”bæredygtighed” til det samme for det 21. århundredes uddannelsesinstitutioner, som ”demokrati” var for det 20. århundredes. Hvis vi skal lykkes med at skabe en bæredygtig bevidsthed hos befolkningen, så bør vi præge gymnasieelever i en retning, så de i deres gøren og laden ikke kommer til at fremstå som en samling generationsegoister med udtalt klimaignorance. Med skelen til K.B. Andersen kunne man således formulere fremtidens undervisningssyn: Det væsentlige for den bæredygtige opdragelse bliver at lære generationer efter generationer at være sig selv uden at være sig selv nok.
På kanten af naturen
Det er egentlig pudsigt. Mennesket er et stykke natur, så hvordan er vi kommet dertil, hvor fornemmelsen for naturens konkrete udfordringer totalt bliver negligeret? Den danske filosof K.E. Løgstrup skrev i en af sine senere værker: ”På kanten af naturen kommer vi på kant med naturen.” Og i netop denne indsigt indkapsles klimaoplysningens problem til perfektion. Afstanden fra os og til naturen og dens processer er ganske enkelt blevet for stor, og alle fremskrivninger forudsiger, at den kun bliver større, idet flere og flere mennesker ønsker at bosætte sig i storbyen fremover. Vi er således nødt til at gøre op med ideen om, at hér er by, og dér er natur, hér er produktion, og dér er konsumption, hér er videnstilegnelse, og dér er vidensanvendelse, men i stedet integrere disse elementer langt bedre i hinanden. For ellers ender vi med at få borgere, der heller ikke i fremtiden kan begribe nødvendigheden af akut klimamæssig ageren.
Hvad skal aktivt gøres i uddannelsessektoren? Opret obligatoriske miljøråd på folkeskoler og gymnasier, insistér på vegetardage i gymnasiets kantine, lav window-gardening i samtlige klasseværelser, gør som på mange californiske highschools og bryd asfalt i skolegården op og anlæg små klassehaver, sæt bistader og hønsehuse på taget af skolens bygninger, og geninvester overskuddet i vindmøller eller andre bæredygtige energikilder, undervis i almanaktænkning, og lær eleverne om årstidens grøntsager, således at de ikke tror, at importeret citrongræs og koriander er en menneskeret i januar måned – you name it, mulighederne er legio.
Men frem for alt, kære uddannelsespolitikere, integrér det bæredygtige dannelsesideal – parallelt med det demokratiske dannelsesideal – i den gymnasielovgivning, som I netop nu sidder og forhandler om, således at denne ubegribeligt vigtig dannelsesopgave ikke blot skal løftes af Tordenskjolds beredvillige soldater, og efteruddan samtidig personalet på landets gymnasier, således at gymnasielærerne magter af varetage denne opgave, samtidig med at de kan være med til at sikre den nødvendige faglighed, som selvfølgelig skal arbejde parallelt med de bæredygtige dannelsesintentioner.
“Aldrig har tiden været så moden til at sætte den bæredygtige sag forrest på dagsordenen – aldrig har det været så nemt at tage et skridt ind i fremtiden”.
Link til artikel i Gymnasieskolen
Billeder af Det grønne Klasseværelse
Mads Strarup er gymnasielærer på Københavns åbne Gymnasium og projektleder på Det Grønne Klasseværelse, og Signe Voltelen er urban farmer og arkitekt på Det Grønne Klasseværelse. Det Grønne Klasseværelse er et udendørs undervisningslokale på taget af Københavns åbne Gymnasium, som blev taget i brug i september 2014 på det, der engang husede rektors private tagterrasse. Den didaktiske grundidé med dette anderledes undervisningslokale er, at gymnasieeleverne her skal stifte konkret bekendtskab med såning, spiring, planter, biodiversitet, regnvand, genbrug, kompostering med mere og således få en forståelse for naturens processer, bæredygtighed, klimaudfordringer og grøn omstilling.
