From farm to table – Copenhagen Cooking

Middage på ØsterGRO tagfarm

I sensommeren afholdes der en serie af middage på et tag på Østerbro. Her er Københavns første tagfarm GRO, hvor der dyrkes grøntsager, holdes høns og bier.

Marken på taget danner rammen for en aften, hvor vi skal smage på København og tale om de kulinariske oplevelser og nye betydninger, der ligger i fremtidens dyrkning af mad i byer og superlokale råvarer.

Der vil blive serveret en menu, der er komponeret omkring vilde urter fra byens grønne rum, frugt og bær fra de store omkringliggende fælleder og parker, og sat sammen med urbane råvarer og den højeste kvalitet fra de lokale “peri-urbane” gårde til København.

Værterne bag denne serie af middage er Signe Voltelen (OPENgardenCPH), Marie Hertz (Maries Have) og Flemming Schiøtt Hansen (Stedsans – clean, simpel, local). De tre har, med afsæt i deres daglige virke, fundet idéen og formen til et arrangement, der bringer sanselige oplevelser, holdninger og praksis til bordet – både for at udfordre, drive og motivere os ind i nye forståelser af kvalitet, lokale fødevarer og urbanitet.

De tre vil noget mere – de vil undersøge nye muligheder og bringe dem til bordet.

På denne side vil der være updates om hvor grøntsager og urter hentes og høstes fra op til middagene på GRO tagfarm.

Vi glæder os til at byde jer velkommen, billetter købes her: BILLETTO

Copenhagen Cooking Program

 


Maden

Rødbederavioli med frisk gedeost, marinerede nye porrer med pocherede æg og urter, gulerødder, grillede courgetter og parmasan, makrel m. hyben og havtorn, kalv og peberrod, rugbrød og blå ost, brombær/frisk figen, chokolade og fed creme.

Vinen

Riesling 2010, Hirchhomer Hof, Pfalz, Tyskland
Fiano “Don Chisciotte”, Zampaglione 2008, Campania, Italien
Barbera d’ Alba sup “Erbaluna” 2011, La Rosina, Piemonte, Italien
Frederiksdal Kirsebærvin “Sur Lie”, Danmark
Cider Pomona, Dansk

 

Råvarerne er ligesom vinene, sammensat efter inspiration fra det der dyrkes på ØsterGRO. Vi er i det økologiske og biodynamiske lag. Råvarer er fra Kiselgården, Birkemosegård, ØsterGRO og Thorupstrand Fisk. Urter og bær er samlet på fælleden og Køge Bugt.