Frø, muld og møj = Frøbomber!

Frøbomber er ikke noget nyt. I 70’erne smed man dem på New York’s byggetomter for at gøre byen smukkere og mere grøn. I København har der helt sikkert også været en botaniker eller to, der har samlet frø og drysset rundt omkring i byen. Min venindes bedstefar, som var læge og fritidsbotaniker, samlede frø i Botanisk Have. Han havde altid frø i lommen, som han på faste gåture smed i parker og på byens volde. Med stor fornøjelse fik han sin helt egen blomsterrute gennem de grønne anlæg i København. Han var med til at skabe sit eget sted i byen – en datidens Guerilla Gardener!

Guerilla Gardening

Jeg samler hestepærer i Dyrehaven og bruger dem som gødning i haven. Der skal lidt i frøbombeblandingen, så der er næring nok til de små vilde blomsterplanter. Så kan de få fat, uanset om frøbomben lander på en beton- eller asfaltflade.

Frøbomber er jord, ler, møj og frø æltet sammen og trillet til kugler, som man smider i byen på steder, der ellers er svære at nå eller ikke bliver passet af en gartner. Læg en frøbombe et hemmeligt sted – og følg med når det blomstrer gennem sommeren..

D.I.Y.
4 dele jord/pottemuld
1 del rødlerspulver
1 del frø fra vilde blomster
1 del kokosfiber
1/2 del møj…
+ vand

– Bland, ælt og tril – og læg til tørre i et par dage i stuetemperatur.
– Vilde blomsterfrø anbefales – og frø fra planter, som ikke er invasive og passer godt til vores klima.
– Ærter og bønner spirer for hurtigt og når at “åbne” sig inden frøbomben er tør – det duer ikke.
– Bruges frøbomberne i sommerhalvåret, spirer de muligvis først sæsonen efter. Vilde blomsterfrø skal ligge i dvale (koldt og mørkt) før de “vågner”.
– Lerpulver holder sammen på delene og gør bomben hård  – beskytter mod nysgerrige fugle, som vil have fat i frøene.
– Kan holde meget længe – flere år, bare de opbevares tørt og mørkt i en pose.

Let’s throw!


FRØBOMBEWORKSHOP